Lørup Bryggeri (ca. 1930-1950)

 

Ejer:

Kaj Christiansen

Adresse

Krogen 1B, Lørup

5750 Ringe

Historien:

Ejendommen Krogen 1B i Lørup blev opført omkring 1929 som et bryggeri af Snedker Hans Erik Hansen til datteren Anna og svigersønnen Kaj Christiansen, som var udlært brygger fra Kværndrup Bryggeri.Det blev en lille næsten kvadratisk ejendom med en halv kælder under til lagring af ølankre. Taget var næsten fladt og var beklædt med tagpap. På østsiden opførtes en 5-6 meter høj skorsten i røde mursten. Der blev fyret med træ og under 2. verdenskrig med tørv fra mosen. Der var også etableret egen vandboring på grunden, hvor hovedbestanddelen af øllet (vand) blev hentet op fra undergrunden.

Der blev brygget hvidtøl/stakitøl, som bryggeren selv kørte rundt om solgte på Midtfyn. Det fortælles at han kørte langt for at afsætte sit øl idet kun få i Lørup og omegn brød sig om hans "alkoholfrie sukkervand". Ud over malt og humle, blev der nemlig tilsat en hel del brun farin, som gav øllet en mørk farve og en smag som "flydende brunsviger".

Ka Christiansens "ølbil" var en gammel 8-cylinders La Salle for 2 personer. Bagagerumsklappen kunne slås ned, så der var plads til at to personer kunne sidde i det fri. Kaj Christense havde fjernet klappen op påmonteret en kasse, hvor stakitøllet kunne stå.

Ølbrygningen ophørte omkring 1950, hvorefter ejendommen en del år senere blev indrettet til beboelse

Tak til Johannes Westergaard og hjemmesiden www.lørup.dk

Har du oplysninger og/eller billedmateriale om Lørup Bryggeri, så kontakt venligst Michael Gorm: mgorm55(at)remove-this.gmail.com

Lørup Bryggeri, luftfoto fra ca. 1950. Bryggeriet havde til huse i bygningen til højre i billedet.
Brygger Kaj Christiansen
Kaj Christiansens ølbil var en 8 cylinders La Salle (modelfoto)