Kerteminde Ølbryggeri (1850-1958)

Ejere:

H. C. Lange (1850 - 1895) (H.C. Lange's Bryggeri)

Peter Lange (1895-1910) (H.C. Lange's Bryggeri)

Christian Bentzen (1910)

H.J. Jørgensen (1910-1949)

Svend Jacobsen (1949-1958)

Adresse:

Vestergade 25, Kerteminde.

Historien:

Bygningen med adressen Vestergade 25 stammer fra 1577 og har lagt mure til lidt af - herunder i næsten 100 år et lokalt bryggeri. Huset blev bygget som købmandsgård og fungerede som sådan indtil 1728, hvor det blev ombygget til præstegård. Pastor Johan F. Horneman nåede dog kun at bo i præstegården i tre år - så blev han fundet død for neden af trappen, der fra porten førte op til øverste stokværk. I den ene hånd havde han en lysestage - i den anden et ølkrus (!). Det så umiddelbart ud som om at præsten om natten var blevet tørstig og var snublet på vej ned til ølkælderen. Det viste sig dog hurtigt at han var blevet hjulpet over i en anden verden af sin underskønne kone Anne Helene og dennes elsker, studenten Lars Mørck. De blev begge dømt til døden og henrettet i Odense (og lagt på hjul og stejle) og Kerteminde har ikke siden oplevet en så voldsom forbrydelse.

Der boede fortsat præster i Vestergade 25 indtil starten af 1800-tallet. Derefter førte bygningen en omskiftelig tilværelse, bl.a. som fattiggård, men i 1850 blev den købt af en ung møllersvend, Hans Christian Lange. Han var en driftig mand og han begyndte straks at ændre bygningen til et bryggeri, som fik navnet Chr. Lange's Bryggeri. Snart gik salget af hvidtøl så godt, at der blev råd til at indkøbe en trækvogn, så nu kunne ølankrene leveres ud til kunderne, hvor de i starten selv måtte hente det. Der blev også solgt malt til bønderne på Kerteminde-egnen. Nogle bønder indleverede ligefrem byg til maltning til brug for deres hjemmebrygning, men selv om man bryggede selv, fik man som regel også lige et par ankre Kerteminde-øl med, når man kom efter malt.

Det gik stadig fremad for Chr. Lange's Bryggeri og trækvognen blev afløst af et hestekøretøj. Den første kusk var Hans Romsø og det var ham, der i mange år bragte øl ud til Kerteminde og omegn. Da H.C. Langes søn, Peter, var blevet voksen, blev han sendt til Tyskland for at dygtiggøre sig i produktion af hvidtøl og han kom hjem med nye ideer. Snart kunne Chr. lange's Bryggeri tilbyde en helt ny hvidtøl med navnet "Brunswiger Mumme". Kerteminderne var vilde med denne mørke og velsmagende hvidtøl og alt tegnede lyst for bryggeriet. I 1895 overtog Peter Lange bryggeriet, men hans helbred var dårligt og faderen var stadig en del inde over bryggeriets virke.

I 1910 blev Chr. lange's Bryggeri solgt til Chr. Bentzen og omdøbt til Kerteminde Ølbryggeri. Bentzen gav dog hurtigt op og overdrog bryggeriet til H.J. Jørgensen. Han havde været hotelkarl på Tornøes Hotel. Nu skulle han giftes og ville gerne have sit eget. H.J. Jørgensen var dygtig og produktionen steg yderligere. I 1911 blev et Carlsberg-depot knyttet til Kerteminde Ølbryggeri. Det gav mere at lave og med den store kundekreds og det meget store område man nu efterhånden betjente, var det ikke nemt at klare sig med hestekøretøjer. Der måtte andre hestekræfter til, så derfor blev der i midten af 1920'erne anskaffet 2 lastbiler.

Carlsberg-depotet blev i 1948 udskilt fra bryggeriet og efter ca. 40 år som bryggeriejer, besluttede H.J. Jørgensen at sælge Kerteminde Ølbryggeri. I 1949 blev det overtaget af Svend Jacobsen, der havde arbejde på bryggeriet i mange år og man havde stor tiltro til, at bryggeriet kunne fortsætte i mange år endnu. Sådan gik det ikke: I 1958 blev produktionen indstillet og bygningen overtaget af et lokalt kompagni hjemmeværnsfolk.

Slut med bryggerivirksomhed på Kerteminde-egnen for denne gang - men ikke for altid, for små 50 år senere dukkede Kerteminde Bryghus og Munkebo Mikrobryg...men det er en helt anden historie (se eksisterende bryggerier)

Ovenstående er overvejende sakset fra artikel i Ølentusiasten nr. 18, skrevet af Arne Slej.

 

Har du billeder af og/eller oplysninger om Kerteminde Bryggeri, så kontakt venligst Michael Gorm: mgorm55@gmail.com

Vestergade 25: Fra Bryggeri til Hjemmeværnsgård